Hvordan bliver jeg pilot Udskriv
Skrevet af Administrator   
Onsdag, 4. marts 2009 16:38

Hvordan bliver jeg pilot?

Måske er du en af de mange, der tit har tænkt på, at det ville være vidunderligt at dyrke en flyvesport. Og alligevel har du ikke gjort noget ved det. Du kan kontakte Kalundborg Flyveklub, der har hjemsted på Kalundborg Flyveplads i Kaldred. Du kan ringe eller komme ud i klubben. Du har så mulighed for at få en prøvetur i et tosædet svævefly. Prisen ligger på 200 kr. for en spilstart (ca. 5 min.) og 450 kr. for et flyslæb til 600 m. (ca. 20 min.).

 

Hvem kan lære at svæveflyve?

Stort set alle, der kan lære at køre bil, kan også lære at svæveflyve. Du kan allerede begynde, når du er 14 år, og når du er 15 år, må du flyve alene. Du er ikke for gammel til at begynde på at svæveflyve, så længe helbredet er i orden.

Hvordan foregår uddannelsen?

Uddannelsen deles op i en teoretisk og en praktisk del:

Teoretisk del:
Klubben tilbyder teoriundervisning. Som regel foregår det i vintermånederne. Du skal bestå teoriprøven inden du kan få dit svæveflyver-certifikat.

Praktisk del:
Der flyves omkring 80 ture i et tosædet skolefly sammen med en instruktør. Når instruktøren mener, at du er parat, og du er enig så kan du "gå solo" - flyve alene. Derefter fortsætter undervisningen både som soloture i et ensædet skolefly og ture sammen med en instruktør. Den praktiske uddannelse afsluttes med en prøve.

 

Hvor lang tid går der inden du må flyve alene?

Den tid du skal bruge på uddannelsen afhænger meget af, hvor tit du møder op, din interesse for sporten, vejrforholdene og af personlige evner. Svæveflyveruddannelsen bliver tilpasset den enkelte, og der er ikke nogen fast regl for hvor hurtigt den skal være gennemført, dog er der nogle mindstekrav til antal af timer og starter. De fleste aktive elever kan flyve alene efter den første flyvesæson. Herefter bruges der omkring en halv til hel sæson mere som eneflyvningselev - altså ca to somre alt i alt.

Inden du begynder, skal du gøre dig klart, hvor meget tid du vil bruge på sporten. Svæveflyvning er en livsstil og mængden af timer på en weekend der ligges som elev, afspejler mængden af timer der reelt stadig skal bruges når man er færdiguddannet - hvis man har en drøm om at blive en haj til flyvning på de lidt højere niveauer.

Til en konkurrence forventes det eksempelvis at dit fly er spændt op og klar, de fleste har ordnet det inde briefingen kl 9:30. (De fleste fly står i vogn til konkurrencerne, bliver spændt op og ned hver dag - mest af hensyn til plads. 40-60 fly med vinger på fylder meget og der er ikke hangarplads til så mange fly.) Efter konkurrencebriefingen, forberede piloten sig til selve konkurrencedagen, og første start går ofte omkring 12. Frokost indtages altså i flyet i form af madpakke. Er vejret godt, flyves der lange ture, der vare op til 3-5 timer, så man er landet og har skilt flyet ad kl 18. Er man landet ude, er man ofte hjemme ved hjemhentning med bil kl 19-20.

 

Hvad kan du bruge dit certifikat til?

 

Når du har fået dit certifikat, har du mulighed for at bygge videre på dine færdigheder, blive omskolet til andre flytyper. Nogle synes de lidt dyre og hurtigere fly er vejen frem, mens andre synes at de ældre veteranfly mere er til deres temperament.

Mange vælger at få en passagertilladelse, så det er muligt at flyve en tur med sin nærmeste familie eller venner. Du kan krydre passager tilladelsen med en bagsæde-mulighed, (sikkerhedpilot). I Kalundborg Flyveklub er det nemlig tilladt at bruger sin sikkerhedpilotstatus, så gæsterne må sidde foran og derfor få mere ud af udsigten.

Du kan få smag for kunstflyvning - en lidt dyrer men meget actionpræget version af svæveflyvning. Vores Puchacz må flyve hele kunstflyvningsprogramer, undtagen udvendigt loop og haleglidning - så der skulle være rig mulighed for at lære at flyve på hovedet.

Er det strækflyvning der trækker i dit flyvehjerte, kan du deltage både i lokale og landsdækkende konkurrencer, samt der er rig mulighed for at byde ind på de rekorder der er lavet i tidens løb.

 

Synes du generelt vejret driller lidt, og du gerne vil se Danmark men det skal være mere når det passer dig, er der også fin mulighed for at blive omskolet til Sølvpilen, en absolut billig måde at flyve med motor.

Der kan fint flyves på hoved selvom himlen er lidt grå

Gæsterflyvning med Janus C

 

Hvad koster det?

Svæveflyvning i danmark på foreningsbasis. Flyene er generelt dyre i indkøb, og de fleste flyver ikke nok i starten til det kan betale sig at købe sit eget. Derfor går man sammen om investeringen - deraf klubfly. For at gøre flyvning som en mulighed for alle, har man valgt at alle giver en hånd med istedet for at betale sig fra det. Instruktørene, der lærer os at flyve og ofte også teori om vinteren, arbejder gratis. Spilførene og slæbepiloterne der sørger for vi kommer i luften, arbejder gratis. Bestyrelsen, der sørger for vi har en plads at flyve fra, samt en økonomi der sørger for vi har tag over hovedet, arbejder gratis. Materialkontrollanterne der sørger for at flyene er godkendte, arbejder gratis

Der skal reelt være 8-10 funktioner besat af nogle, før flyveren overhovedet er ude af hangaren og oppe i den blå himmel.

De eneste der ikke arbejder gratis er bonden der klipper græsset, flyvelægen der giver dig din medical, samt Trafikstyrelsen der udsteder dit certifikat, samt generelt vedligeholdelsesomkostninger og forbrug på bygninger, fly, jordmateriel og brændstof.

Vintervedligeholdelse - vi havde lånt en plads i PFG's værksted i lyngby.

 

Følgende priser er gældende :

De vigtigste tal for nye medlemmer :

Gæstestart
Et flyslæb til 600 meter inkl. 20 minutter koster 460 kr. En spilstart inkl. ca. 5 min. koster 210 kr. (Begge dele er naturligvis sammen med en erfaren pilot). 

Prøvemedlemskab, en måned
Prøvemedlemskabet er en måneds "fri flyvning", dvs. at når pengene er betalt flyver du i en måned sammen med vores øvrige elever. Der er flyvning hver weekend, og fra midten af april og frem til september er der flyvning onsdag eftermiddag/aften, såfremt der er nok tilmeldte. Prøvemedlemskabet koster 735,00 kroner hvis du er 18 år eller derover; 635,00 kroner hvis du er under 18 eller studerende.

Medlemskontingent MED fri flyvning - pr. måned

Når du betaler for fri flyvning kan du flyve alt det du har lyst til og kan komme til - ved spilstart - uden at betale ekstra. Flyslæb koster ekstra.
18 år eller derover 765,00 kroner; under 18 år 665,00 kroner

Medlemskontingent UDEN fri flyvning - pr. måned
18 år eller derover 460,00 kroner; under 18 år 560,00 kroner.

Flyvetiden koster 3,15 kroner pr. minut og spilstart koster 47,75 kroner pr. start.

Engangsgebyrer:
Klubindskud: 1750,00 kroner
Teoriundervisning og prøvegebyr: cirka 650 kroner
Certifikatudstedelse: cirka 1200 kroner

For at flyve i klubbens videregående svævefly, skal der betales et indskud pr. fly. Beløbet afhænger af svæveflyvetypen.
Du skal ikke betale indskud for hverken tosædede eller ensædede skolefly.

 

Klubliv

Klublivet er af stor betydning for at en svæveflyveklub kan fungere tilfredsstillende, og det gode sammenhold gør Kalundborg Flyveklub til et dejligt sted at tilbringe sin fritid

 

Hvornår kan der flyves?

Flyvesæsonen varer fra Påske til slutningen af oktober. I denne periode er der mulighed for at skoleflyve hver lørdag, søndag og alle helligdage. Det er også muligt at flyve onsdag og fredag aften, hvis der er elever nok, der møder op.

 

Klubbens faciliteter

I Kalundborg Flyveklub er der mulighed for flyslæb og spilstart. Klubbens flyflåde består af to tosædet svævefly, fire ensædet svævefly, et motorsvævefly og et motorfly, som bruges til flyslæb.

I Kalundborg Flyveklub er der et klubhus, som vi bruger til mødested. Der er fælles køkken, toilet og badefaciliteter. Der er også en campingplads, som medlemmerne kan benytte sig af i flyvesæsonen.

Inden du må flyve alene, skal du igennem en helbredsundersøgelse, som koster knap 2000 kroner inklusive EKG (elektro-kardiogram).
Helbredsgodkendelsen kan kun udføres hos godkendte flyvelæger.

Vi glæder os til at byde dig

velkommen

i

Kalundborg Flyveklub!

 

Senest opdateret: Onsdag, 24. februar 2016 13:09